
Morgencafé for Hjemløse er et socialpædagogisk tilbud under Fonden Morgencafé for Hjemløse. Det overordnede formål er at imødekomme nogle af de mest basale behov hos unge og ældre hjemløse, ensomme, psykisk syge og alkohol- og stofmisbrugere. Morgencafé for Hjemløse blev grundlagt 1. september 1989. Vores indgangsvinkel til arbejdet med brugerne er at møde alle i øjenhøjde, og udvise masser af omsorg.
Morgencafé for Hjemløse er beliggende i et stort hjørnehus på to etager i Københavns nordvestkvarter. Her kan man hver dag mellem kl. 7-13, komme og få morgenmad, varm frokost, et bad, en madras at sove på, og nogen at tale med. Morgencafé for Hjemløse har en paraply af tilbud i form af projekter i huset. Her findes Sundhedsrummet, som er en klinik bemandet af frivillige læger, sygeplejersker, fodterapeuter, og fysioterapeuter.
Vi tilbyder rent tøj, telte, sko, m.m. i vores gratisbutik Hjælperiet.
Tilbuddet ønsker at anerkende de hjemløse som individer og vise, at de som samfundets dårligst stillede også har værdi. Morgencaféens værdigrundlag bygger på empati, solidaritet og omsorg. Det betyder, at vi møder vores brugere i øjenhøjde, som ligeværdige medmennesker og tager udgangspunkt i deres aktuelle situation og behov.
Besøg også vores facebookside for at følge livet i Morgencafé for Hjemløse.