
I Morgencaféen er meget af energien lagt i husets hjerte; køkkenet. Gode frivillige og køkkenchefen Lotte sørger hver dag for god og nærende mad til husets brugere. Dagen starter med et bredt udvalg af morgenmadsprodukter og morgenbrød, kaffe, the, m.v. samt smørrebrød. Ved middagstid serverer vi dagligt et solidt varmt frokostmåltid. Ved frokosttid summer huset af brugere, og især i de kolde måneder og i den sidste del af måneden er der ekstra meget tryk på i køkkenet, og på antal serveringer. Det ligger os meget på sinde at det er sunde råvarer der bruges i køkkenet. Det er vigtigt at maden er sund og nærende, og at alle kan gå mætte fra Morgencaféen. Livet på gaden er hårdt, og mange brugere kan ikke altid prioritere sunde madindkøb. Derfor er det vigtigt at de kan komme hos os, og få nye kræfter og energi ved hjælp af et sundt måltid, så de kan klare dagen og vejen. Alt for mange hjemløse dør i en alt for tidlig alder, og forkert eller mangelfuld ernæring er desværre en del af grunden.