
Lottes fødselsdag
Den 1. september fyldte Morgencaféens mangeårige og vel nærmest elskede madmor rundt.
Hvor mange måltider mad Lotte i årenes løb har tilberedt til vores hjemløse og udsatte er der ikke længere nogle der har tal på. Men hvor utroligt det end lyder, er vi oppe på over en kvart million.
Og ikke blot har Lotte fyldt deres maver med god og nærende mad, der har giver brugerne kræfter til dagens ofte hårde strabadser – hun har også fyldt deres hjerter med varme og glæde.
På dagen blev der serveret stegt flæsk med persillesovs. Og efterfølgende var der lagkage og fødselsdagssang på både dansk og grønlandsk:
Det var rigtigt dejligt at blive fejret på min 6o års fødselsdag blandt brugere, frivillige og ansatte. Jeg var som altid tidligt på arbejde, og blev denne morgen mødt af en flot pyntet Morgencafé. Hele dagen fik jeg lykønskninger og små personlige gaver fra alle, som kom forbi. Der var åbenbart blevet samlet ind i flere måneder, og jeg fik nogle meget smukke øreringe og et wellnessophold, som jeg glæder mig meget til.
Tak til alle jer fantastiske mennesker, som gennem Morgencaféen er i mit liv. Jeg holder meget af hver og én af jer.
Fra alle kolleger og vores mange frivillige – og ikke mindst fra Morgencaféens brugere – en stor tak og et varmt tillykke til Lotte på denne dag.