skip to Main Content
Personlige historier

Jens Andersen a.k.a. Jenno, kom som 18-årig forbi Morgencaféen, og fandt en ny retning på livet. Idag er Jenno billedkunstner og holder foredrag om sit liv som tidligere hjemløs, alkohol-og kokainmisbruger. Samt om sin lange seje vej ud på den anden side, hvor det gjaldt om at være stærk, – holde fast i sig selv, og være modig til at stå ved sine valg. Valg der førte ham ud af mørket. Det var i Morgencaféen at Jens ved hjælp af Michael, Lotte og Morgencafėens frivillige fik vendt sit liv på ret køl igen. “Jeg fik en tro på, at jeg var ligeså meget værd som alle andre mennesker. For det var dét de ville have mig til at forstå.” Jenno fik i processen som bruger af Morgencaféen små opgaver. Bl.a. var han med som frivillig på nogle af de mange festivalindsamlinger Morgencaféen er på hver sommer. “Morgencaféen er det bedste, tryggeste, og mest ordentlige værested i byen. De er de eneste der hjælper 100%. De har været med hele vejen gennem alle årene. Og de har været en kæmpe inspirationskilde. Jeg mener selv jeg har fundet de ting jeg søgte gennem alkohol og stoffer – nu bare med foredrag og kunst”.

Luffe kommer fast i Morgencaféen, og er idag i arbejdsprøvning i huset nogle dage om ugen. Luffes historie minder på flere måder om mange andres indgang til dét at blive hjemløs. Efter at have levet i et parforhold med børn, blev han skilt, – og fortsatte sit alkoholmisbrug, som på daværende tidspunkt havde varet i 3 år. Alene tilbage i Roskilde, pakkede han en efterårsaften en sort sæk med lidt tøj, billeder af børnene, forlod lejligheden endegyldigt, og begav sig mod Roskilde station. Han tog toget til København, hvor hans primære familie og venner boede. På Nørreport station lærte han hurtigt en mand fra hjemløsemiljøet at kende, som viste ham de hjemløsetilbud der var i storbyen. De samlede flasker sammen, og delte udbyttet. Han begyndte at komme i Morgencaféen, som på det tidspunkt havde lånte lokaler i krypten i Kapernaumskirken i Kbh. NV. Men efter nogle år i det hårde miljø, var han til en lægesamtale, som hurtigt blev et turning point: “Du har et halvt år tilbage at leve i, hvis du fortsætter med at drikke”. Han stoppede sit alkoholmisbrug, og fik en lejlighed han stadig bor i. “På Tuborgvej – af alle veje”, som han skævt siger. Han kom i kontakt med Gadens Stemmer, hvor han blev guide og udtrykker at “Det er rigtig terapeutisk at gå og fortælle min historie”. Om Morgencaféen siger Luffe: “Morgencaféen er som mit 2. hjem. Man blir godt behandlet. Stemningen, og hele den måde man får hjælp på, er særlig. Når man går ind ad porten er det som at komme ind i en anden verden. Mange andre væresteder har problemer med uro, vold og stoffer. Men ikke her”. Luffe var, fra da han var 25 til 43 år alkoholmisbruger. Idag er Luffe fri af sit misbrug, og har været det i 6 år.

Back To Top